For andet år i træk modtager en forfatter fra Lindhardt og Ringhof hædersprisen De Gyldne Laurbær. Torsdag eftermiddag blev forfatteren Maren Uthaug overrasket af Komiteen for De Gyldne Laurbær på sit forlag, Lindhardt og Ringhof. Komiteen kunne her give hende det glade budskab, at hun er modtager af De Gyldne Laurbær for romanen 11%. Romanen foregår i den nye tid, hvor der ingen mænd er tilbage i samfundet. Ud over en lille flok hanner, man opbevarer på et avlscenter på Lolland. Fire kvinders liv vikles ufrivilligt ind i hinanden, men de bliver tvunget til at samarbejde, da der pludselig dukker en dreng op ude i det fri. Spørgsmålet er, hvornår han indeholder så meget testosteron, at han bliver en trussel for dem alle? “Du kan jo overveje, hvorfor der er så mange ord, der aldrig er lavet i feminin form. Som drabsmand og voldtægtsmand. Eller krigsherre,” som der står i et citat fra bogen. ”Min roman er ikke et manifest for, hvordan jeg synes, samfundet skal være. Jeg leger bare med de strukturer, vi har i dag, i en kulisse hvor alt handler om køn. Men faktisk handler bogen ikke om køn. Den handler om de eviggyldige problemer, som gør os til mennesker: Ensomhed, stress og den slags. Og hvordan vi altid grupperer os med ligesindede – i min bog har kvinderne grupperet sig efter, hvordan de onanerer,” som Maren Uthaug fortalte i et interview til Bog.dk. ”Vi er selvfølgelig utroligt stolte på forlagets vegne og glade på Marens vegne,” siger litterær direktør Sune de Souza Schmidt-Madsen: ”Jeg synes, det er helt fortjent, for hun har allerede manifesteret sig med et imponerende forfatterskab. Men samtidigt synes jeg også, det er dejlig modigt af boghandlerne at stemme på 11%. Romanen er kontroversiel og kantet … og fuldstændig fantastisk. Læserne og bogkøberne har kastet sig over den, den har ligget nr. 1 på bestsellerlisten i måneder, og den er allerede i 7. oplag.” Det er andet år i træk, at en forfatter fra Lindhardt og Ringhof modtager De Gyldne Laurbær. Sidste år blev Thomas Korsgaard hædret for romanen ”Man skulle nok have været der”, som var sidste bind i trilogien om Tue. |