Egmont-ejede Royal Design Group forstærker nu sin online-position inden for high-end-belysning og interiør med købet af AndLight.
Svenske Royal Design Group, der er ejet af Story House Egmont, køber den succesfulde danske e-commerce-virksomhed AndLight, som er fokuseret på high-end-belysning og interiør. AndLight har de seneste år været på en flot vækstrejse og er i dag til stede i 17 markeder på tværs af Europa med lokale webshops i bl.a. Danmark, Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Østrig, Polen, Frankrig og Storbritannien.
”Vi er med succes blevet en europæisk e-commerce-spiller gennem vores lokale ageren i de markeder, vi er til stede i. Vi har bevist, at vi med talentpleje, iværksætterånd og kærlighed til high-end-belysning og interiør kan drive en succesfuld e-commerce-forretning. Jeg er glad for, at vi nu bliver en del af Royal Design Group og Egmont, da vi deler de samme værdier,” siger AndLights CEO og medejer, Mads Saabye Jørgensen.
Royal Design Group er blandt de største online-retailere i Norden og Europa inden for kategorien Design & Interiør. Selskabet havde sit bedste år nogensinde i 2021 med en omsætning på 1,3 mia. SEK. AndLight fortsætter som selvstændig enhed under Royal Design Group, der i forvejen tæller RoyalDesign og Rum21. Købet af AndLight vil bringe ekspertviden om belysning til Royal Design Group, der samlet vil blive en endnu stærkere partner for brands. Story House Egmont er specialister i brand building og kan tilbyde brands effektiv markedsføring i både online- og offline-kanaler, rådgivning om brand building og salg i sociale mediekanaler samt ikke mindst salg via stærke e-commerce-positioner.
”AndLight består af et meget dygtigt og ambitiøst team, som jeg glæder mig over, nu bliver en del af Royal Design Group. Med AndLight ombord styrker vi vores tilstedeværelse i Danmark og bliver markedsleder inden for belysning i Norden, ligesom vi har en solid platform for yderligere vækst i Europa. Vi har en stærk position, når det handler om at være en partner til lokale og globale brands og hjælpe dem med at fortælle deres brand stories,” siger CEO i Royal Design Group, Magnus Pettersson.
Grundlægger Chris Høiriis, CEO og medejer Mads Saabye Jørgensen samt CMO og medejer Gustav Lauritzen fortsætter i AndLight efter salget til Royal Design Group.
“AndLight er en veldrevet og ambitiøs virksomhed, der passer perfekt ind i vores e-commerce-portefølje. Købet af AndLight gennem Royal Design Group følger vores ambition om at være nummer ét i udvalgte nicheområder. De seneste år har vi set høj vækst inden for e-commerce, og frem mod 2025 forventer vi, at området er mere end fordoblet sammenlignet med 2020,” siger CEO i Story House Egmont, Torsten Bjerre Rasmussen.
Story House Egmont er en division i mediekoncernen Egmont og har forretninger inden for tre områder: media, agencies og e-commerce. Story House Egmont har p.t. en portefølje af ni nordiske e-commerce-selskaber, som er eksperter inden for specifikke nicheområder.
Om AndLight
AndLight er en førende e-commerce-forhandler af high-end belysning, interiør og design, der sælger alle de foretrukne brands inden for designerlamper, møbler og tilbehør til hjemmet. Med base i København har AndLight siden 2007 serviceret og vejledt folk i deres søgen efter design til hjemmet. Dette er dels sket via deres store og centralt beliggende showroom og butik i København samt deres lokale webshops på tværs af hele Europa. Hos AndLight er konceptet at sælge design i højeste kvalitet med den bedste kundeservice.
andlight.dk
Om Royal Design Group
Royal Design Group blev grundlagt i 1999 og står bag RoyalDesign og Rum21. Royal Design Group har et stort og velgennemtænkt udvalg af Skandinaviens og Europas stærkeste varemærker inden for design i alle prisklasser og er til stede i 14 markeder globalt samt markedsleder i Sverige.
royaldesign.dk
Om Story House Egmont
Story House Egmont står bag stærke mediebrands, e-handelsforretninger og agencies. Vi er publicister af hjertet og en del af den nordiske mediekoncern Egmont sammen med Nordisk Film, TV 2 i Norge, Lindhardt og Ringhof og Cappelen Damm. Hele Egmont er en fond, og alt overskud går til at udvikle medier og hjælpe børn og unge.
storyhouseegmont.dk