Sara Bro er årets modtager af ALT for damerne Søstersindpris. Hun får prisen, fordi hun inkluderer feminisme, søstersind og almindelig medmenneskelighed i alt, hvad hun laver.
TV-, radio- og podcastværten Sara Bro modtager ALT for damernes Søstersindpris 2022. Hun får prisen, fordi hun uden de store slagord inkluderer feminisme, søstersind og almindelig medmenneskelighed i alt, hvad hun laver. Hun walker the walk og inspirerer ved sin blotte tilstedeværelse mange piger og kvinder til at være sig selv og ikke gå op i, hvad andre tænker om dem.
“Sara Bro får Søstersindprisen, fordi hun er den søster eller veninde, alle kvinder har fortjent at have i deres liv. Og fordi hun giver os tro på, at hvis bare vi holder fast i, hvem vi selv er, så vil verden til sidst give plads til os,” lyder det i chefredaktør Rikke Dal Støttrups motivering, og hun tilføjer:
“Sara Bro er en kvinde, der altid husker at hive andre kvinder med sig op. Det kan man se på Instagram, hvor hun altid bakker op, når nogen kalder dem ud, der holder fast i at begrænse kvinders muligheder.”
Sara Bro er stolt og rørt over at modtage ALT for damernes Søstersindpris.
“Det er den største anerkendelse af mit arbejde, fordi ALT for damerne har lagt mærke til mit skjulte arbejde. Derfor er jeg vildt glad og stolt, ” siger Sara Bro.
“Vi har brug for at hjælpe hinanden, hvis der skal komme ligestilling, og søstersind betyder for mig, at man er betænksom og hjælper andre kvinder på vej,” tilføjer hun.
I et interview med ALT for damernes chefredaktør Rikke Dal Støttrup fortæller Sara Bro, hvordan hun har taget en beslutning om at være hende, der ødelægger den gode stemning, når nogen sætter begrænsninger for kvinders muligheder.
“I dag når Sara Bro over en million lyttere hver uge med “Hjerteflimmer” og “Sara og Monopolet”, men undervejs har hun oplevet at få stemplet “samarbejdsvanskelig”. Når hun vælger at bringe sig selv i spil som et eksempel på, hvordan kampen for ligestilling kan koste skrammer, så tager hun én for holdet. Hun fortæller, at hun har taget en beslutning om at gøre, hvad hun kan i hverdagen for at forandre det, hun kalder “de gamle systemer” og om, hvordan hun ikke er bange for at ødelægge den gode stemning,” siger Rikke Dal Støttrup.
Søstersindprisen for fjerde gang
Det er fjerde gang, at ALT for damerne uddeler Søstersindprisen, som gives til en kvinde, der gør en særlig indsats for at bakke op om og bane vej for andre kvinder. Første gang prisen blev uddelt i 2019 gik den til den iranskfødte dataingeniør Mozghan Gerayeli, der på trods af sociale og kulturelle forhindringer har viet sit liv til at bygge bro for andre kvinder i den mandsdominerede tech-branche.
I 2020 gik Søstersindprisen til de musikalske iværksættere Karen Vincent og Sarah Sølvsten, der står bag Shecanplay, som baner vej for unge kvinder i musikbranchen, og i 2021 modtog tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt ALT for damernes Søstersindpris for at bruge sin stemme til at bakke op om andre kvinder.